BERETNING
Langeland Vandløbslaug generalforsamling 2023
Beretningens hovedpunkter:
------------------
Der bydes velkommen til alle der har sat en aften af til denne generalforsamling. I år er det lykkedes at holde generalforsamling som foreskrevet i vedtægten til foreningen. I 2022 blev der først afholdt generalforsamling den 20. april af hensyn til smittefare for corona.
Bestyrelsens arbejde i denne forening har for året 2022 været overkommeligt. Vi har kun haft et par enkelte henvendelse fra medlemmer. Henvendelserne har i begge tilfælde haft vandløbsmyndigheden som årsag til henvendelsen. Umiddelbart så ser det for mig ud som om, at man på rådhuset ønsker at nedbringe alle omkostninger på vedligeholdelse af vandløb. Det gælder dels ved ny anlæg og ved almindelig vedligeholdelse. Som eks. kan nævnes, at kommunen ikke vil sikre fuldstændig oprensning af Troldebjergløbet. Som jeg har forstået det, er det også et ønske fra kommunen, at søge nye entreprenør til vedligeholdelse af vandløb. Vi må så kunne forlange, at der er dokumentation for kvaliteten af udført arbejde. Her har vi erfaret, at det bare ikke er sådan, at der handles på rådhuset.
De informationer vi har modtaget fra rådhuset i årets løb har alene drejet sig nedklassificering af vandløb. Vi har i alt modtaget 21 afgørelser, dog er der i alt 22 afgørelser, hvor jeg ikke har kunnet finde afgørelsen for ”afløb fra Åmosen” i Illebølle. Det kan være en fejl hos mig. Dette kommer jeg til lidt senere.
% Bilag 1
Foreningen har i årets løb ikke været involveret i nogen dissideret vandløbssag. Der burde måske have været orienteret om en sådan sag fra vandløbsmyndighedens side, men det er ikke sket. Det ville være fornuftigt, hvis man fra myndighedens side gav en orientering i forhold til egne beslutninger på områder der vedrører offentlige vandløb. Det er en offentlig hemmelighed, at oprensning af Vejle renden endte i en uheldig udførelse.
Flere af de Langelandske vandløb har græsarealer til brinken. Det har medført skade på brink og vandløb de steder, hvor der er græssende husdyr. Kommunen har ikke pålagt hegning til beskyttelse af vandløb. Vandløbsloven åbner mulighed for et sådan pålæg jf. lovens § 29.
% Vandløbslov kap. 7
Jeg blev i forrige uge opmærksom på en vandløbssag som er endt i byretten i Næstved. Det er Christoffer Steffen Hansen som har en 35 Ha ejendom op mod skov og et offentligt vandløb. Næstved kommune nægter at oprense vandløbet og har til hensigt at hæve bundkoten betydeligt. Kommunen vil anlægge en reguleringssag på vandløbet. Herved bliver 10 Ha hans jord udyrkbar (allerede problemer) og ender som § 3 arealer. Kommunen nægter at yde erstatning. Sagen er tabt i fødevarer og naturklagenævnet. Første afgørelse falder den 13. marts.
Der har ikke været afholdt møde med vandløbsmyndigheden på Langeland siden november 2021. Bestyrelse har vurderet, at vi pt. Ikke har aktuelle emner til drøftelse, det samme kan vi så gisne om, at kommunen også mener. Det undre dog mig, at vi ikke får nogen tilbagemelding på resultatet af nedklassificering af vandløbene, eller en status for det nye vandløbsregulativ for Langeland.
De vandløb som er omfattet vandløbsregulativet kan vi finde på kommunens hjemmeside. Her er en beskrivelse af hvert enkelt vandløb fra tiden i de 3 gamle kommuner. Jeg har ikke fået adgang til de nye opmålinger af bundkoterne som efter planen har fundet sted i 2019 – 2021. Tidshorisonten for udarbejdelse af de nye regulativer var i 2019 sat til 4 år. (se side 19 i plan) Umiddelbart er der ikke udsigt til, at man fra Rådhusets side ønsker at inddrage Vandløbslauget i planlægningen.
% Bilag 2
På kystdirektoratets hjemmeside stødte jeg på en oplysning hvorefter, at kommuner har udarbejdet planer / vurderinger for oversvømmelser af sommerhus områder. Varde kommune var anført som et eksempel. Disse planer har formentlig sit udspring i en forholdsvis ny lov fra 2015/2016 – ”lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer” Forud for denne er der noget EU lovgivning. Jeg er ikke stødt på en sådan vurdering for de Langelandske sommerhus områder eller i det hele taget. Loven beskriver hvorledes landets kommuner skal foretage en vurdering af områder der vil kunne forventes oversvømmet i tilfælde af store nedbørsmængder m.v. Der skal udfærdiges en risikostyringsplan for indsats i tilfælde af oversvømmelse. Landet er inddelt i vanddistrikter. Miljøstyrelsen samler planerne i en tilgængelig oversigt.
Kystsikring imod oversvømmelse er fortsat foreningens arbejdsområde. Det er sjældent vi støder på kommunalt interesse for området, jeg fornemmer, at her har Langeland Kommune overladt opgaven helt og aldeles til lodsejerne. Der har netop været udloddet en pulje på 250 mio. kr. som kunne søges af landets kommuner. Svendborg har fået tildelt 7.587.000,- Langeland er ikke med i puljen, som har modtaget støtte. Vi ved, at der på strækninger langs de Langelandske kyster var plads til forbedret kystsikring. Aktuelt ved vi, at stranden på steder har forvoldt skade på Øhav stien, der er svage diger flere steder som bør styrkes / udbygges for at modvirke indtrængende havvand. Emnet blev drøftet på mødet i nov. 2021 med miljø og teknik udvalget, uden at vi blev meget klogere på området.
Det er meget lidt vi hører fra ”Danske Vandløb”. Jeg har nogle gange været inde på hjemmesiden for at se, hvad der rør sig på området. Som jeg ser det, er aktiviteten meget begrænset i øjeblikket. Jeg tænker, at man afventer resultatet af den seneste revidering af vandplanerne. Der er generalforsamling i Danske Vandløb fredag den 17. marts kl. 10.30. Denne afholdes i Vissenbjerg hos Velas. Jeg skal opfordre til, at vi deltager.
% Bilag 3
Foreningen har fortsat en flot hjemmeside sammenlignet med de hjemmesider vi kan finde hos andre foreninger. Det er ikke en gratis omgang, at holde hjemmesiden kørende, men håbet er, at den kan skabe opmærksomhed omkring vores forening. Jeg vil opfordre til, at komme med indlæg og meget gerne foto som vil kunne inspirerer.
Hermed vil jeg afslutte min beretning. Jeg vil takke foreningens medlemmer for trofast at støtte op om foreningen. Tak til bestyrelsen, der altid er parat til at møde op.
Rudkøbing den 20. februar 2023
…………………………………..
Niels Grønnegaard
Formand